On fundamentals of Nyaya philosophy with Nūtanāloka autocommentary and Ālokaprakāśa commentary by disciples.

Moral and ethical aspects of medical care.

Values and ethics in Yogavāsiṣṭha; a study with complete text with Hindi translation.

Contributed reserach papers on theory of knowledge in Indian philosophy, presented at seminar organized by Rashtriya Sanskrit Sansthan, Srisadasiva Campus, Orissa.

Commentary on Tshad ma rigs gter, a work on Buddhist logic by Sa-skya Paṇḍi-ṭa Kun-dgaʾ-rgyal-mtshan, 1182-1251.

This series will include monographs and collections of studies devoted to the investigation and exploration of knowledge, information, and data-processing systems of all kinds, no matter whether human, (other) animal, or machine. Its scope is intended to span the full range of interests from classical problems in the philosophy of mind and philosophical psychology through issues in cognitive psychology and sociobiology (concerning the mental capabilities of other species) to ideas related to artificial intelligence and computer science. While primary emphasis will (...) be placed upon theoretical, conceptual, and epistemological aspects of these problems and domains, empirical, experimental, and methodological studies will also appear from time to time. While most philosophers and psychologists tend to believe that the rise of cognitive psychology has occurred concomitant with the decline of operant psychology, Terry L. Smith contends that nothing could be further from the truth. He maintains that operant psychology has discovered (and continues to discover) reasonably well-confirmed causal principles of intentional behavior, which go beyond what cognitive psychology can provide, while cognitive psychology, in tum, has the potential to supply analyses (and explanations) that account for them. Smith thus advances a surprising but nonetheless illuminating perspective for appreciating the place of operant conditioning within the discipline of psychology in this rich and fascinating work. J. H. F. (shrink)

This book offers an important study of Aristotle's theory of the sense-organs. It aims to answer two questions central to Aristotle's psychology and biology: why does Aristotle think we have sense-organs, and why does he describe the sense-organs in the way he does? The author looks at all the Aristotelian evidence for the five senses and shows how pervasively Aristotle's accounts of the sense-organs are motivated by his interest in form and function. The book also engages with the celebrated problem (...) of whether perception for Aristotle requires material changes in the perceiver. It argues that, surprisingly to the modern philosopher, nothing in Aristotle's description of the sense-organs requires us to believe in such changes. (shrink)

Et uventet og uformodet bidrag og introduktion til en filosofisk forståelse af den nye globaliserede verdensorden, der kommer fra et nyt sted i denne vores globaliserede verden: Mexiko. Ny og ukendt i hvert fald i en dansk sammenhæng – hverken vores stats- eller udenrigsminister har garanteret hørt om Enrique Dussel før. -/- Forfatteren forholder sig eksplicit til en europæisk filosofisk tradition, men udbygger en egensindig forståelse af både filosofi og dens anvendelse i enmoderne verdensorden – netop på baggrund af en (...) udkantserfaring i forhold til den fremherskende filosofi, politik og verdensforståelse. Hans idéer har et nyt og tankevækkende anderledes perspektiv i forhold til den kendte vestlige forståelsesramme af virkeligheden. -/- Dussel kan sammenlignes med en lang række tænkere og filosoffer, som han også forholder sig til og er inspireret af – blandt de europæiske især Ricœur og Lévinas – men også den nutidige Naomi Klein. Materien er tungere og kræver mere fordybelse, men den er autentisk og fornyende, også pga. forfatterens baggrund, født i Argentina, hvor hans hus blev bombesprængt i 70'erne i sidste århundrede, da det daværende diktatur mente at måtte bekæmpe anderledes tænkende på denne måde – ligesom andre alternative tænkere (f.eks. en Horatio Cerutti Guldberg), der alle emigrerede til Mexiko. (Tekst fra pressemeddelelse) -/- Filosofi kræver universel gyldighed og en frigørelsesfilosofi må derfor kræve frigørelse for alle mennesker. Frihed er dog meget ulige fordelt, og frigørelsesfilosofi tager følgelig parti for dem, der mest tydeligt er ekskluderede fra samfundsmæssige goder og politiske rettigheder: Den tredjeverdens fattige under den globaliserede kapitalisme, oprindelige folk og farvede i racistiske samfund, kvinder i mandschauvinistiske kulturer, illegale immigranter m.fl.. -/- I Enrique Dussels frigørelsesfilosofi skal etik skal derfor ikke blot diskutere formelle principper, men hele tiden medtænke afhjælpelse af materiel lidelse. Politik kan tilsvarende ikke blot understrege demokratiske principper og menneskerettigheder, men må også indeholde en kritik af selve det kapitalistiske økonomiske system, ligesom der skal være en strategi tilforbedring af kårene for de underprivilegerede. Og i en sådan strategi er staten det vigtigste bolværk mod de transnationale selskabers udbytning af verdensressourcer. -/- Med dette bevidst marginale perspektiv kan Dussel desuden vise, at der i vores almindelige kulturarv og filosofi er begreber og tankegange, der bidrager til at tilsløre den herskende globale ulighed. Over for den udbredte opfattelse af historien som en udvikling fra det traditionelle samfund til moderniteten, viser Dussel, at vores modernitet modsvares af underudvikling og globaludbytning, og at dette ikke er et enestående fænomen. Tidligere har f.eks. Spanien udviklet en meget rig og forfinet højkultur med individuel refleksivitet i sit centrum, der kun var mulig ved at udpine den daværende globale periferi, altså indianerne i på det amerikanske kontinent. -/- Dussels fremhævelse af det marginale perspektiv, hans kompromisløse stillingtagen til fordel for den svage part i ethvert menneskeligt forhold og hans stringent logiske ideologikritik har vakt respekt blandt filosoffer ogintellektuelle over hele kloden. Med denne antologi præsenteres Dussels filosofi for første gang for et dansk publikum. -/- Enrique Dussel (f. 1934), født i Argentina og videreudannet i Spanien, Frankrig, Tyskland og Israel. Doktor fra Universidad Complutense i Madrid og Sorbonne iParis. Siden 1975 professor i etik og politisk filosofi på Universidad Autónoma Metropolitana Iztapalapa og fra 1976 også på Universidad Nacional Autónoma de México, begge i Mexico by. Blandt hans vigtigste værker er Ética de la liberación [Frigørelsesetikken], der er kommet i fem udgaver siden 1998. Flere af hans øvrige værker er oversat til engelsk, tysk og fransk, universiteter over hele verden har udnævnt ham til æresdoktor, og han er hovedtaler på den filosofiske verdenskongres i Korea i 2008. (Bogens bagside tekst - udvidet version). (shrink)

Supercommentary on Anuvyākhyāna, verse commentary by Madhva, 13th cent., on Brahmasūtra by Bādarāyaṇa, representing Dvaita point of view; with twenty five supercommentaries : Nyāyasudhābindu by Vijayindratīrtha ; Parimaḷa by Rāghavendratīrtha ; Vāgvajra by Pādarājatīrtha ; Gurvarthadīpikā by Vādirājatīrtha ; Ṭippaṇī by Yadupatyācārya ; Vākyārthavivr̥ti by Vaṃśapallī Śrīnivāsācārya ; Ānanda by Galagalī Narasiṃhācārya ; Vivr̥ti by Kambālūru Rāmacandratīrtha ; Ṭippaṇī by Śrīnidhitīrtha ; Vākyārthacandrikā by Vidyādhīsatīrtha ; Śeṣavākyārthacandrikā by Pāṇḍuraṅgī Keśavācārya ; Vākyārtharatnamālā by Pāṇḍuraṅganarasiṃhācārya ; Sudhāvivr̥tti by Satyavrtatīrtha ; Rasakūlaṅkaṣa by (...) Kuṇḍalagiriācārya ; Durghaṭavākyārthavicāra by Satyanāthatīrtha ; Ṭippaṇī by Viṭṭhalabhaṭṭa ; Rasarañjanī by Viṣṇutīrtha ; Laghurasarañjanī by Aḍavī Kr̥ṣṇācārya ; Caṣaka by Mannārī Kr̥ṣṇācārya ; Upasparśa by Erī Bālācārya ; Kāśī ṭippaṇī by Kāśī Ācārya ; Guḍhakar̥trkā by Gudhakaratr̥kācārya ; Pradīpa by Pradīpakāra ; Ṭippaṇī by Pāndhrī Śrīnivāsācārya ; Huggi by Kallāpūra Satyādhirājācārya. (shrink)

"Mennesket behøver ikke at reflektere på sin egen selvstændiggørelse, det behøver ikke at reflektere på den opgave at blive sig selv, det har bare at realisere sig i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen – ikke refleksionen – for at mennesket er sig selv. Kierkegaard tager fejl, når han mener, at kun med en religiøs refleksion kan mennesket løse opgaven at blive et selv, som om vi ikke var udstyret med suveræne livsytringer, der løser opgaven for os." Uddrag fra bogen (...) 'Opgør med Kierkegaard' er Løgstrups hovedværk om Søren Kierkegaard. Den flankeres i Løgstrup Biblioteket af den mindre udgivelse 'Kierkegaards og Heideggers eksistensanalyse og dens forhold til forkyndelsen'. "Det vidunderlige ved den danske teolog K. E. Løgstrups bog ' Opgør med Kierkegaard' fra 1968, som nu bliver genudgivet, er, at han tager Kierkegaard alvorligt. [...] han ser, at der er behov for et opgør med den tænker, som han selv fra sin ungdom har været stærkt påvirket af. Det opgør gennemfører han overbevisende og klart." ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Rune Lykkeberg, Politiken "Der er drama for alle pengene og infight med Kant og Heidegger i K.E. Løgstrups 'Opgør med Kierkegaard', der har næstekærligheden og den etiske fordring i centrum" Information, Peter Tudvad. (shrink)

Supercommentary on Sāṅkhyakārikā of Iśvarakr̥ṣṇa, with Kalā Hindi commentary by Kedāranātha Tripāṭhī, on Sankhya philosophy.

Filosofi og pædagogik er gamle fæller, og der er et overlap mellem filosofiens historie og pædagogikkens historiske litteratur. Store tænkere som Platon, Aristoteles, Augustin, Descartes, Locke, Rousseau, Kant, Hegel, Schleiermacher, Herbart og Dewey hører hjemme begge steder. I den pædagogiske filosofi kan almene teoretiske og praktisk filosofiske spørgsmål udforskes systematisk og historisk. Gennem diskussioner af sådanne spørgsmål kan man forholde sig mere nysgerrigt, bevidst, begrundet og kritisk til pædagogisk praksis såvel som til pædagogisk teori, empiri og undervisningsteknologi. -/- Fællesskabet er (...) ikke uproblematisk. Pædagogik er ikke filosofi, og pædagogisk filosofi ikke kun pædagogik. Både didaktik og almen pædagogik kan komme i konflikt med pædagogisk filosofi. Hvordan kan almene pædagogiske spørgsmål overhovedet belyses filosofisk, og hvad betyder de for filosofien selv? En pædagogisk filosofisk tilgang forandrer kanon i både pædagogik og filosofi. Udvalget af nøgletekster ændres. Emner, der er værd at diskutere, forskydes. Nye forskningsspørgsmål og prioriteringer viser sig. Et pædagogisk perspektiv på filosofiens udvikling vil fremhæve dens bidrag til at forstå ’den pædagogiske problem- og fænomenverden’, ligesom et filosofisk perspektiv på pædagogikken vil flytte – eller rettere udvide – fokus med hensyn til dens idéhistorie såvel som dens aktuelle teoretiske praksis. Som i al anden filosofi kan man i den pædagogiske filosofi diskutere teoretiske og praktiske, såvel som poetiske og æstetiske spørgsmål; men det er typisk med en særlig vinkel, nemlig den pædagogiske. Man kan således diskutere erkendelse, viden og sandhed, ligeså vel som man kan undersøge ret, retfærdighed og skønhed. Ofte vil det være med en særlig tvist. Den pædagogiske filosofi kan vise sig som særegen både ved sin særlige position og ved at relatere sig til det pædagogiske som genstandsfelt. Hvad denne position og dette genstandsfelt egentlig er, er der dog ingen enighed om. Det kan ikke engang siges at være udelukkende pædagogisk defineret, og derfor må den pædagogiske filosofi forholde sig åbent til begge dele. Studier i pædagogisk filosofi indbyder til denne drøftelse. (shrink)

Study on Vedanta philosophy in the Bhagavadgītā commentaries of Śaṅkarācārya, Aurobindo Ghosh and S. Radhakrishnan.

Colour constancy refers to the ability to extract information about surface colours independently of illumination conditions. A ripe strawberry, for example, appears the same red when viewed under a blue sky or a reddish sunset. Since Land's pioneering work, discussion has centred on the issue whether colour constancy is achieved primarily in the retina or visual cortex. Recently, the debate has shifted to a consideration of the constraints imposed by various psychophysical tasks and instructions. Humans can judge illuminant colour, reflected-light (...) colour, surface colour, and the relationship between surface colours within a scene. Such observations suggest that colour constancy may not be a unitary phenomenon, and that its different aspects may be mediated at different levels in the visual system. Several questions therefore arise: are the tasks of surface estimation and illuminant estimation complementary, insofar as good performance in one implies poor performance in the other? How does retinal adaptation alter performance? Is colour vision tuned to the statistical composition of natural surfaces and illuminants? What role does colour-opponent processing in retina and cortex play in colour constancy? These and related questions are explored here in order to better understand what we mean when we ask: "Why do strawberries look red?". (shrink)

The great achievement of mankind was the appearance of a printed book that not only significantly expanded the circle of readers, but also in comparison with the handwritten book contributed to the unification of canonical texts, in particular, such as Scripture, church service books, works of the Church Fathers, polemical and other religious literature. Consideration of the words "Japanese typography as the basis for the preservation and transmission of sources of Christian literary culture requires a brief description of the essence (...) of printing, not only as a means of mechanical reproduction of the text, but also a remarkable cultural-historical phenomenon. (shrink)

When the terms ‘control’ and ‘experiment’ are used in reference to the methodological procedures of the social sciences, frequently the question is raised as to whether or not the investigator uses the terms in the same sense as the natural scientist. The purpose of this paper is to show that the social scientist has good reason to use them in the same sense and that in fact this usage is consistent with a long tradition of social research. This will be (...) shown by an investigation of some common assumptions in the social sciences, such as, the claim that the social sciences are younger than the natural sciences and that the former have depended upon the latter for methodological cues, that human behavior is ultimately inexplicable and unpredictable, and that the social scientist is unable to observe human behavior under controlled, experimental conditions except in trivial instances. Of course, not all social scientists make these assumptions but they occur in the literature and their significance is considerable when the scientific status of the social sciences is being discussed. (shrink)